[Pressemeddelelse]: Dramatisk spænding i Cold Hawaii: Er der en vinder, når solen går ned?

De bider negle i Cold Hawaii i Klitmøller. Med bare én dag tilbage til at afvikle den danske afdeling af World Cup'en i bølgewindsurfing, har surferne endnu ikke været på vandet. Det kommer de heldigvis søndag. Spørgsmålet er, om der er timer nok med vind til at finde en vinder.

Vejrudsigten peger på god vind og fine bølger fra morgenstunden, så arrangørerne sætter gang i konkurrencen, så snart solen begynder at skinne over Klitmøller. Desværre ser det ud til, at vinden falder ved middagstid og først tager til igen sidst på eftermiddagen. Herefter kan surferne sejle, til solen går ned.

-  Vi kommer bogstavelig talt til at sejle fra solopgang til solnedgang. Vi skal bruge seks timer med stabil vind. Men det er meget usikkert, om vi får det. Vinden kan komme lidt før eller senere end forventet, så vi kan sagtens stå i morgen aften og mangle en halv time til at afvikle finalen i. Sker det, så er der ingen vinder, forklarer event manager, Robert Sand.

- For mange lyder det jo mærkeligt, at man kan have en World Cup uden en vinder. Men sådan er det med en sportsgren, der er afhængig af vinden. Det ikke unormalt, at man ikke finder en vinder, siger Robert Sand.

Arrangørerne gør alt, hvad man kan for at vinde tid. Man har skaffet en masse frivillige, der hjælper surferne med at slæbe sejl og bræt ned til vandet, så afviklingen sker så hurtigt som muligt. Man afvikler to heats ad gangen med to surfere i hvert heat. Under normale forhold er der kun to surfere på vandet på samme tid. Endelig overvejer arrangørerne i disse timer, om man skal dele banen op, så man kan afvikle fire heats på én gang. Man undersøger også muligheden for at lyse havet op, så der kan sejles efter solnedgang. 

Lørdag eftermiddag er der show på vandet med en såkalt tow in, hvor surferne bliver trukket op i fart af en vandscooter, hvorefter de laver forskellige hop på det ellers pandekageflade Vesterhav. 

Download billeder - her

Mere info: 
Event Manager Robert Sand
+452078 2372
Pressechef Ole Wejse Svarrer
+45 2071 6465