Kronprins Frederik dyster mod unge surfere i Klitmøller

Kronprins Frederik skal dyste mod unge surfere fra Klitmøller, Glyngøre og Skive, når han besøger Klitmøller og Danmarks mest opsigtsvækkende surf-event, KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2013 søndag 15. september 2013. Kronprins Frederiks evner i det våde element er velkendte. Nu kan han føje endnu et fartøj til listen. Kronprinsen har indvilget i at lære at surfe og dyste mod 10 unge surfere i en hård kapsejlads på Vandet Sø i Thy. Senere møder han verdenseliten i wave performance på havnen i Klitmøller, mens de gør deres grej klar til KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2013. Sidst på eftermiddagen hopper han på en jetski for at opleve surferne i Vesterhavets bølger.

"Vi har i samarbejde med Kronprinsens stab lagt et program, der dels giver Kronprinsen mulighed for at opleve den ægte surf-stemning og dels giver publikum gode muligheder for at følge Kronprinsens evner i vandet. Kronprinsen har vist stor interesse for at tale med surferne og opleve begivenheden i Klitmøller. Vi er enormt stolte over, at han vil bruge en hel dag hos os", siger Finn Jorsal, præsident for Friends of Cold Hawaii, der står bag World Cup’en.

Det er Danmarks bedste surfinstruktør og tidligere verdensmester, Torben Kornum, der skal lære Kronprinsen at surfe. Med ham er han i de bedste hænder. Kronprinsens jomfru-kapsejlads bliver mod 10 unge, der er vokset op på et surfbræt. Dysten har fået navnet Young Gun Challenge. De unge kommer fra de tre venskabsklubber, Surfklubben NASA i Klitmølle og surfklubberne i Skive og Glyngøre. De er seje på vandet og forærer ikke sejren væk, blot fordi modstanderen er Danmarks Kronprins.

Kronprins Frederik kender Klitmøller ganske godt. I august 2011 indviede han den nye strandpromenade og ’Hummerhuset’, der er surfernes klubhus. Dengang fik han et surfbræt af Thisted Kommune i gave. Det blev overrakt med en opfordring fra borgmester Lene Kjeldgaard Jensen om at komme til Klitmøller og prøve kræfter med Vesterhavets bølger.

Det sker søndag 15. september, hvor alle borgere er velkomne til at bruge i en søndag i naturen ved Vandet Sø og Klitmøller.

Dagen efter Kronprinsens besøg overtager verdens 32 bedste windsurfere i disciplinen wave performance vandet. Det er fjerde gang, at verdenseliten skal prøve kræfter med Vesterhavet ud for Klitmøller i et World Cup-stævne. Kenneth Danielsen, der læser i Aalborg, har gode chancer for at nå i top 10. Favoritten, den blot 19-årige tysker Philip Köster, er suveræn i år – og står til at blive verdensmester, når world cuppen afgøres senere på året. I 2011 og 2012 blev Philip Köster kåret som verdensmester i Klitmøller.

KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2013 er spydspidsen i en udvikling om at gøre Klitmøller og omegn til en by i udvikling med tilflyttere, et spirende erhvervsliv for især iværksættere og et fællesskab om en natur i verdensklasse. Det er lykkedes. I dag bor der 18-20 forskellige nationaliteter i byen. Mange familier er flyttet fra de store byer i Danmark til Klitmøller for at kombinere arbejdsliv og familieliv med passionen for at ride på Vesterhavets bølger.

World Cup’en begynder mandag 16. september og slutter søndag 22. september.

Kronprinsens program Tid og sted er foreløbige og kan ændres uden varsel. Ved ændringer orienteres medierne.

14.15: Kapsejlads mellem kronprinsen og 10 lokale unge surfere på Vandet Sø Sted: Skov-og Naturstyrelsens surfspot ved søens nordvestlige bred ved Klitmøllervej

15.20: Kronprinsen besøger Klitmøller og møder verdenseliten. Sted: Havnen i Klitmøller

16.45: Kronprinsen sejler ud på Vesterhavet ud for Ørhage for at følge surferne. Sted: Havnen i Klitmøller

Publikum opfordres til at komme i god tid. Vejen ned til Vandet Sø er lukket for kørende trafik. Der er gode parkeringsmuligheder på P-pladsen på den anden side af Klitmøllervej. Tydelig skiltning vil vise vej. Havnen i Klitmøller er lukket for kørende trafik under kronprinsens besøg.

Rasmus Johnsen

Cowork Klitmøller, 84 Ørhagevej, Thisted, 7700, Denmark

I am a philosopher and possess knowledge of new media, that allows people to effectively communicate and organize themselves into systems that are designed to support and profit from collective preferences, intelligence, and talent. I am an entrepreneur and I have several years of experience in managing innovation projects. I have worked with politicians and elected officials, public administration employees, for-profit companies, and NGOs.

http://www.worldcup.coldhawaii.com/blog/kronprins-frederik-dyster-mod-unge-surfere-i-klitmoller